1. Kulturtjekket:
Engang imellem støder man hovedkulds og skæbne-agtigt ind i litteratur, som ud af det blå og helt tilfældigt bare rammer rigtigt. Rette tid og rette sted-ish \uD83C\uDF40 Og sådan har det på mange måder været for mig at læse Birte Konts kortprosa ‘Ingen har ordet’, som netop er udkommet på @forlagetbraendpunkt. Da jeg modtog den med posten, vidste jeg ikke, om den ville være helt forkert, for voldsom og for tæt på – og jeg tænker, at den slags altid kan gå begge veje – men i dét her tilfælde ku jeg nok ikke have læst noget bedre, mere perspektivgivende og tankevækkende lige nu. Den er på sin vis krøbet ind under huden på mig, hvor den nu roder rundt og forhåbentligt skal falde godt på plads. Jeg har, som I måske kan fornemme det på min famlen, lidt svært ved at sætte saglige ord på min læseoplevelse, fordi det nok har været én af de mere personlige, tenderende til private, af slagsen\uD83D\uDC99 Men sådan nogle har man jo også engang i mellem – fordi well: Livet!!!
I ‘Ingen har ordet’ er det en pårørende til en dødeligt syg, der fortæller: Den pårørende, som i situationen opleves og oplever sig selv som en ‘Ingen’ – bænkevarmeren, påhænget, den anonyme hjælper og tjenende ånd, som ikke “er den”, men alligevel får invaderet både krop og sind og fremtid og liv uden at kunne gøre store indsigelser.
Som når noget i jeg’ets bækken har sat sig fast, og den syge ikke orker hendes bækken: “Så føler jeg skyld over, at jeg ikke kan gå, når det er dig, der har diagnosen.”
Resultatet bliver, at den pårørende veksler mellem på den ene side at blive udvisket og usynlig i den syges behov og grænser, i omgangskredsen og sundhedssystemet, og på den anden side være enormt synlig og tilstede for sig selv i sine egne stadig eksisterende behov, længsler, følelser og håb \uD83D\uDC9C
Romanen er poetisk og sproget er smukt, men nøgternt og minimalistisk. Det er på een og samme tid både hverdags-postejs-agtigt, simpelt og så storladent, dramatisk, og i virkeligheden er det måske en ret perfekt kombination, for sådan – både-og – er livet og døden nok også langt hen af vejen.
Jeg håber inderligt, at den lille bog finder ud til alle dem, der skulle ha’ brug for den. Derfor et lille kærligt skub herfra
2. Bogens Liv:
“Ingen har ordet” er en lille og fin fortælling og kortprosa af Birte Kont. Det er en fortælling om at være tæt på et menneske med sygdom. Og det er en bog til dig som pårørende til en sygdomsramt.
Der er 700.000 danskere, der er pårørende til en person med alvorlige helbredsproblemer, og derfor kan det sagtens være, at denne bog rammer lige netop dig!
Dette er en meget personlig fortælling, og det er en fortælling, hvor vi bliver lukket helt ind i de dybeste tanker, som jeg-fortælleren gå rundt med.
Der er ingen navne givet i bogen, der derfor er skrevet som du, jeg, vi og os. Det betyder blandt andet, at bogen kommer til at virke endnu mere personlig, og dermed også kan være en god hjælp for dig der måske står i samme situation som jeg-fortælleren i “ingen har ordet”.
På sine blot 84 sider, kan denne bog næsten bruges som opslagsværk, hvor du kan slå op i lige netop den situation du har brug for at opleve eller se på med andre øjne.
“Ingen har ordet” er en sød, lille fortælling om livets op- og nedture, når man er pårørende til en sygdomsramt.
****
Ingen har ordet’ af Birte Kont, udgivet på forlaget Brændpunkt
3. Bogglæde
“Dit blik gør mig tavs. Jeg har ikke lært det endnu. Jeg er ingen, mit navn er pårørende…”
I bogen følger Vi jeg-fortælleren, da hendes mand rammes af en livstruende sygdom, samt under og efter forløbet.
Den “usynlige” rolle som den pårørende er for omgivelserne, istedet for at den enorme ressource, der er tilstede, men som overses langt hen af vejen.
“Det er svært at være ene om at være to,…”
Som perler på en snor, leverer Birte Kont i små bidder livet som pårørende, med de op og nedture der medfølger. Det er man ikke i tvivl om, når den læses, for man rammes, når man selv har stået der.
På blot 84 sider, fordelt på små afsnit. Formår Birte Kont med denne lille fortælling, der både virker personlig, rørende og indsigtsfuld, at komme godt rundt om emnet. Desuden er sproget både letlæselig og farverigt, hvilket gør den utrolig læseværdig.
Denne bog kan klart anbefales til mennesker tæt på en sygdomsramt, om det så er som pårørende eller fagperson. Egentlig er mange af narrativerne så ens med andre pårørende grupper, at jeg vil anbefale den til alle pårørende.
En realisme, der ikke får nok taletid. Så TAK!
Spot-on, tankevækkende og fængende