“INGEN HAR ORDET” er en digt-monolog om at være tæt på et menneske med sygdom.
I digt-monologen har jeg givet ordet og hovedrollen til den pårørende, der ofte ikke får rum til at udtrykke sin virkelighed i den sygdomsramtes nærhed.
Over 750.000 danskere er pårørende til en person med alvorlige helbredsproblemer og vil sikkert kunne nikke genkendende til udsagn som:
”Jeg er ingen, mit navn er Pårørende.”
”Vennerne ringer til mig og spørger til dig.”
”At rumme dig og rumme, at du ikke rummer mig.”
“Jeg er ved siden af dig, så tæt på at jeg kan røre ved dig,
jeg kan ikke nå dig.”
“Det er svært at være ene om at være to.”
Da jeg selv for nogle år siden fik den pårørendes virkelighed tæt ind på livet, blev det nødvendigt for mig at skrive dagbogsnotater, tanker, følelser, og hvad jeg registrerede fra pårørendestolen og i hjemmet, mere end tusind sider over tre år. Jeg skrev for at overleve, for at huske at passe på mig selv. At være pårørende kan være en ensom affære, især hvis den syge, som det ofte sker, ændrer personlighed og trækker sig ind i sig selv.
Af mit eget kontaktbehov voksede trangen i mig til at arbejde videre med stoffet og give det, der virkede så stærkt i mig, en litterær form, så det kunne læses af andre.
Så andre kunne opleve, hvad jeg oplevede.
Digt-monologen er vokset frem i mødet med skuespilleren Lise Kamp Dahlerup.
Når jeg er ude og læse op af det, bliver jeg mødt med genkendelse og altid spørgsmålet, om hvor man kan få fat på bogen? Det samme gælder digt-monologen. Tilhørere kommer til mig med ønsket om at læse teksten, som kan høres her på sitet.
“Birte Kont har en særlig evne til at beskrive det usagte mellem menneskene.” (Michael Svennevig)
Uddrag fra INGEN HAR ORDET:
“Du skal til røntgen siger du
da du kommer hjem fra vores læge
lynlåsen i din frakke har sat sig fast
jeg vrister den fri af foret
går du ikke med en lille tur
vi går hånd i hånd
med uvisheden
i den tyste vinterhave
jeg prøver at sige det
jeg tror du har mest brug for at høre
men du har mest brug for
ikke at snakke
og er ked af at være så kedelig
det er fordi du ved for meget
jeg skal bare være her siger du
jeg er her
hold om mig
ja, sådan
en stjerne
har revet sig halvt løs
fra en af granguirlanderne
der hænger over vores gade
træerne ved cykelhandlen
blomstrer med lys
foran stoplyset
en kø af osende biler
cyklister og gående
med fyldte indkøbsposer
flimrer forbi butikkerne
som om ingenting er forandret
som om ingen verdensting”
*
“Min jyske radiologsvigerdattervenindes ord dunker i mig
da jeg slukker for tændingen på parkeringspladsen
ud for ambulatoriets mutgrå barak:
nu kan jeg godt glemme alt
hvad der er gået forud
fra nu af er jeg pårørende
pårørende
det er bare et ord
abstrakt
uvirkeligt
vi har jo os”
*
“Der er gået et par uger
der slet ikke er gået
fjorten dage
revet ud af kalenderen
nu går vi sammen ind ad karusseldøren
til det store hospital
med sin egen trafik
gangstativer
med drop
og kørestole
med blanke børn
mellem alle de besøgende
på evig vandring
den ene vej og den anden
mod caféen eller kiosken
nej siger du
og tager mig i armen
elevatoren er denne vej
forbi blodprøvekøen
oppe på en af de øverste etager
hedder lægen Miroslav
stort kantet hoved
han taler kun til dig
latin med slavisk accent
langsomt og messende
han hører ikke efter
dine svar
for ham er du patient
som enhver anden
han er blind for dig
jeg kan ikke nære mig:
ved Miroslav at du er hans kollega
dit blik gør mig lyntavs
jeg har ikke lært det endnu:
jeg er ingen
mit navn er Pårørende
men nu ser han efter
i papirerne
endelig ser han op
og tilbyder dig en behandlingsplan
der lyder som tre Treblinkaer
du nikker uden at blinke
og ser sindssyg rolig ud
store, lille du
jeg ser hen på sygeplejersken
hun noterer alting ned
når der er tavshed
ser hun på mig
som om jeg er virkelig
Miroslav skal være din kontaktperson
siger han
og giver dig sit visitkort
ordet kontaktperson
varmer i maven”
*
“Døden er blevet stamgæst
til måltiderne nu
jeg henter Crémanten
og lægger den på køl
med sløjfen på
den skal vi kværke
når du er igennem behandlingen
siger jeg
du ser naturvidenskabeligt på mig
jeg er bare en humanist
og ved ikke en skid
men man kan godt svæve over afgrunden
uden at vide det
vi ved ikke en skid siger jeg
du gider ikke høre
på mit pis”
“INGEN HAR ORDET – En pårørendefortælling” eksisterer også i en version af kortprosa, der udkommer på Forlaget Brændpunkt den 4. juni 2021.
I forbindelse med festivalen HVOR REGNBUEN ENDER blev et uddrag af monologen opført på den 3. festivaldag, torsdag den 11. august 2020 i Global Art Gallery i Vanløse af Lise Kamp Dahlerup.
Som optakt til festivalen optog arrangøren Michael Svennevig (forfatter/dramatiker) en podcast om at blive pårørende med uddrag fra monologen.
Se blogopslag om medvirken på festivalen >
–––
”NO ONE IS SPEAKING” is a poetry monologue about being close to a person who has a disease. In the poetry monologue I have given a platform and the main character role to the loved one who often doesn’t get the necessary space to express his/her reality in the presence of the ailing person.
Over 750, 000 Danes have a loved one with serious health issues and would probably be able to recognize the following:
”I am no one, my name is Loved One.”
”Friends call me and ask about you.”
”To embrace you and embrace the fact that you can’t embrace me.”
”I am next to you, so close that I could touch you, I can’t reach you.”
”It is hard being one who is caring for two.”
When I myself some years ago began to get the reality of being the loved one in close proximity it became necessary for me to make diary entries as well as write down my thoughts and feelings and what I gleaned sitting in the chair of a loved one and in the home, all of which resulted in more than a thousand pages in over three years. I wrote in order to survive and to remember to take care of myself. Being a loved one can be a lonely ordeal, especially if the one who is sick, as is often the case, alters his/her personality and retreats into her/himself.
From my own need for contact there grew within me an urge to continue to work with the material at hand and to give that which was making such a strong impact within me a literary form so that it could be read by others. So that others could experience what I was experiencing.
The poetry monologue has emerged from my exchange with the actress Lise Kamp Dahlerup.
Whenever I read my poems aloud at poetry readings people express that they are able to recognize my descriptions from their own lives and always ask me where they can purchase the book. The same goes for the poetry monologue. Listeners come over to me wanting to read the text that can be heard on this site.
”Birte Kont has a special skill for describing that which is unsaid between people.” (Michael Svennevig)
”No One Is Speaking—A Loved One’s Narrative” also exists in a short prose version that has yet to find a publisher.
In connection with the festival “Where the Rainbow Ends” an excerpt of the monologue was performed by Lise Kamp Dahlerup on the third day of the festival, Thursday, Aug 11, 2020 at Global Art Gallery in Vanløse.
Excerpt from “No One Is Speaking”:
“You are going to get x-rayed you say
when you come home from our doctor
the zipper in you coat is stuck
I rip it free from the lining
won’t you join me for a walk
we walk hand in hand
with the uncertainty
in the silent winter garden
I try to say that
which I think you need to hear the most
but you mostly need
not to talk
and are sad about being so boring
that is because you know too much
I just have to be here you say
I am here
hold me
yes, like that
a star
has torn itself loose
from one of the garlands
hanging above our street
the trees by the bicycle shop
blossom with lights
in front of the traffic light
a queue of fuming cars
bicyclists and pedestrians
with filled shopping bags
stream past the shops
as though nothing has changed
like not the slightest thing in the world”
*
“My Jutlandish radiologist-daughter-in-law-friend’s words pound within me
when I turn off the ignition in the parking lot
in front of the outpatient clinic’s sullen gray shack:
now I can forget everything
that has occurred up until now
from now on I am a loved one
loved one
it is just words
abstract
unreal
after all we have us”
*
“A few weeks have passed
that haven’t passed
fourteen days
torn out of the calendar
now we are walking together through the revolving door
to the big hospital
with its own traffic
walkers
with bags
and wheelchairs
with scrubbed children
among all the visitors
on an eternal walk
one way and then the other
to the cafe or kiosk
no you say
and take me by the arm
the elevator is this way
past the blood test queue
up on one of the top floors
the doctor’s name is Miroslav
big angular face
he only speaks to you
Latin with a Slavic accent
slowly like a chant
he doesn’t listen to
your responses
to him you are a patient
like any other
he is blind to you
I can’t hold back:
does Mirolsav know you are a colleague of his
the look in your eyes silences me like lightning
I still haven’t learned:
I am no one
my name is Loved One
but now he is looking through
the papers
finally he looks up
and offers you a therapeutic plan
that sounds like three Treblinkas
you nod without blinking
and look wildly calm
big, little you
I look over at the nurse
she is taking everything down
when there is silence
she looks at me
as though I am real
Miroslav will be your contact person
he says
and gives you his card
the words contact person
warm my stomach”
*
“Death has become a regular patron
at meals now
I fetch the Crémant
and put it in the fridge
with the ribbon on it
we’ll kill it
when you are done with the treatment
I say
you look at me scientifically
I am just a humanist
and don’t know jackshit
but you can float above the abyss
without knowing it
we don’t know jackshit I say
you don’t want to listen
to my bullshit “
”NO ONE IS SPEAKING”, has been translated into English by Nina Sokol.
“NO ONE HAS THE WORD – A relatives’ story” also exists in a version of short prose that will be published by Forlaget Brændpunkt in danish on 4 June 2021.