“INGEN HAR ORDET” er en digt-monolog om at være tæt på et menneske med sygdom.
I digt-monologen har jeg givet ordet og hovedrollen til den pårørende, der ofte ikke får rum til at udtrykke sin virkelighed i den sygdomsramtes nærhed.
Over 750.000 danskere er pårørende til en person med alvorlige helbredsproblemer og vil sikkert kunne nikke genkendende til udsagn som:
”Jeg er ingen, mit navn er Pårørende.”
”Vennerne ringer til mig og spørger til dig.”
”At rumme dig og rumme, at du ikke rummer mig.”
“Jeg er ved siden af dig, så tæt på at jeg kan røre ved dig,
jeg kan ikke nå dig.”
“Det er svært at være ene om at være to.”
Da jeg selv for nogle år siden fik den pårørendes virkelighed tæt ind på livet, blev det nødvendigt for mig at skrive dagbogsnotater, tanker, følelser, og hvad jeg registrerede fra pårørendestolen og i hjemmet, mere end tusind sider over tre år. Jeg skrev for at overleve, for at huske at passe på mig selv. At være pårørende kan være en ensom affære, især hvis den syge, som det ofte sker, ændrer personlighed og trækker sig ind i sig selv.
Af mit eget kontaktbehov voksede trangen i mig til at arbejde videre med stoffet og give det, der virkede så stærkt i mig, en litterær form, så det kunne læses af andre.
Så andre kunne opleve, hvad jeg oplevede.
Digt-monologen er vokset frem i mødet med skuespilleren Lise Kamp Dahlerup.
Når jeg er ude og læse op af det, bliver jeg mødt med genkendelse og altid spørgsmålet, om hvor man kan få fat på bogen? Det samme gælder digt-monologen. Tilhørere kommer til mig med ønsket om at læse teksten, som kan høres her på sitet.
“Birte Kont har en særlig evne til at beskrive det usagte mellem menneskene.” (Michael Svennevig)
Uddrag fra INGEN HAR ORDET:
“Du skal til røntgen siger du
da du kommer hjem fra vores læge
lynlåsen i din frakke har sat sig fast
jeg vrister den fri af foret
går du ikke med en lille tur
vi går hånd i hånd
med uvisheden
i den tyste vinterhave
jeg prøver at sige det
jeg tror du har mest brug for at høre
men du har mest brug for
ikke at snakke
og er ked af at være så kedelig
det er fordi du ved for meget
jeg skal bare være her siger du
jeg er her
hold om mig
ja, sådan
en stjerne
har revet sig halvt løs
fra en af granguirlanderne
der hænger over vores gade
træerne ved cykelhandlen
blomstrer med lys
foran stoplyset
en kø af osende biler
cyklister og gående
med fyldte indkøbsposer
flimrer forbi butikkerne
som om ingenting er forandret
som om ingen verdensting”
*
“Min jyske radiologsvigerdattervenindes ord dunker i mig
da jeg slukker for tændingen på parkeringspladsen
ud for ambulatoriets mutgrå barak:
nu kan jeg godt glemme alt
hvad der er gået forud
fra nu af er jeg pårørende
pårørende
det er bare et ord
abstrakt
uvirkeligt
vi har jo os”
*
“Der er gået et par uger
der slet ikke er gået
fjorten dage
revet ud af kalenderen
nu går vi sammen ind ad karusseldøren
til det store hospital
med sin egen trafik
gangstativer
med drop
og kørestole
med blanke børn
mellem alle de besøgende
på evig vandring
den ene vej og den anden
mod caféen eller kiosken
nej siger du
og tager mig i armen
elevatoren er denne vej
forbi blodprøvekøen
oppe på en af de øverste etager
hedder lægen Miroslav
stort kantet hoved
han taler kun til dig
latin med slavisk accent
langsomt og messende
han hører ikke efter
dine svar
for ham er du patient
som enhver anden
han er blind for dig
jeg kan ikke nære mig:
ved Miroslav at du er hans kollega
dit blik gør mig lyntavs
jeg har ikke lært det endnu:
jeg er ingen
mit navn er Pårørende
men nu ser han efter
i papirerne
endelig ser han op
og tilbyder dig en behandlingsplan
der lyder som tre Treblinkaer
du nikker uden at blinke
og ser sindssyg rolig ud
store, lille du
jeg ser hen på sygeplejersken
hun noterer alting ned
når der er tavshed
ser hun på mig
som om jeg er virkelig
Miroslav skal være din kontaktperson
siger han
og giver dig sit visitkort
ordet kontaktperson
varmer i maven”
*
“Døden er blevet stamgæst
til måltiderne nu
jeg henter Crémanten
og lægger den på køl
med sløjfen på
den skal vi kværke
når du er igennem behandlingen
siger jeg
du ser naturvidenskabeligt på mig
jeg er bare en humanist
og ved ikke en skid
men man kan godt svæve over afgrunden
uden at vide det
vi ved ikke en skid siger jeg
du gider ikke høre
på mit pis”
“INGEN HAR ORDET – En pårørendefortælling” eksisterer også i en version af kortprosa, der er undervejs med at finde sit forlag.
I forbindelse med festivalen HVOR REGNBUEN ENDER blev et uddrag af monologen opført på den 3. festivaldag, torsdag den 11. august 2020 i Global Art Gallery i Vanløse af Lise Kamp Dahlerup.
Som optakt til festivalen optog arrangøren Michael Svennevig (forfatter/dramatiker) en podcast om at blive pårørende med uddrag fra monologen.