Birte Kont

“INGEN HAR ORDET” er en digt-monolog om at være tæt på et menneske med sygdom.

I digt-monologen har jeg givet ordet og hovedrollen til den pårørende, der ofte ikke får rum til at udtrykke sin virkelighed i den sygdomsramtes nærhed. 

Over 750.000 danskere er pårørende til en person med alvorlige helbredsproblemer og vil sikkert kunne nikke genkendende til udsagn som: 

”Jeg er ingen, mit navn er Pårørende.”  

”Vennerne ringer til mig og spørger til dig.”

”At rumme dig og rumme, at du ikke rummer mig.”

“Jeg er ved siden af dig, så tæt på at jeg kan røre ved dig,
jeg kan ikke nå dig.”

“Det er svært at være ene om at være to.”

Da jeg selv for nogle år siden fik den pårørendes virkelighed tæt ind på livet, blev det nødvendigt for mig at skrive dagbogsnotater, tanker, følelser, og hvad jeg registrerede fra pårørendestolen og i hjemmet, mere end tusind sider over tre år. Jeg skrev for at overleve, for at huske at passe på mig selv. At være pårørende kan være en ensom affære, især hvis den syge, som det ofte sker, ændrer personlighed og trækker sig ind i sig selv.  

Af mit eget kontaktbehov voksede trangen i mig til at arbejde videre med stoffet og give det, der virkede så stærkt i mig, en litterær form, så det kunne læses af andre.
Så andre kunne opleve, hvad jeg oplevede.

Digt-monologen er vokset frem i mødet med skuespilleren Lise Kamp Dahlerup.

Når jeg er ude og læse op af det, bliver jeg mødt med genkendelse og altid spørgsmålet, om hvor man kan få fat på bogen? Det samme gælder digt-monologen. Tilhørere kommer til mig med ønsket om at læse teksten, som kan høres her på sitet.

“Birte Kont har en særlig evne til at beskrive det usagte mellem menneskene.” (Michael Svennevig)


Uddrag fra INGEN HAR ORDET:

“Du skal til røntgen siger du

da du kommer hjem fra vores læge

lynlåsen i din frakke har sat sig fast

jeg vrister den fri af foret

går du ikke med en lille tur

vi går hånd i hånd

med uvisheden

i den tyste vinterhave

jeg prøver at sige det

jeg tror du har mest brug for at høre

men du har mest brug for

ikke at snakke

og er ked af at være så kedelig

det er fordi du ved for meget

jeg skal bare være her siger du

jeg er her

hold om mig

ja, sådan

en stjerne

har revet sig halvt løs

fra en af granguirlanderne

der hænger over vores gade

træerne ved cykelhandlen 

blomstrer med lys

foran stoplyset

en kø af osende biler

cyklister og gående

med fyldte indkøbsposer

flimrer forbi butikkerne

som om ingenting er forandret

som om ingen verdensting”

                    *

“Min jyske radiologsvigerdattervenindes ord dunker i mig

da jeg slukker for tændingen på parkeringspladsen

ud for ambulatoriets mutgrå barak:

nu kan jeg godt glemme alt

hvad der er gået forud

fra nu af er jeg pårørende

    pårørende

det er bare et ord

abstrakt

uvirkeligt

vi har jo os”

                    *

“Der er gået et par uger

der slet ikke er gået

fjorten dage

revet ud af kalenderen

nu går vi sammen ind ad karusseldøren

til det store hospital

med sin egen trafik

gangstativer

med drop

og kørestole

med blanke børn

mellem alle de besøgende

på evig vandring

den ene vej og den anden

mod caféen eller kiosken

nej siger du

og tager mig i armen

elevatoren er denne vej

forbi blodprøvekøen

oppe på en af de øverste etager

hedder lægen Miroslav

stort kantet hoved

han taler kun til dig

latin med slavisk accent

langsomt og messende 

han hører ikke efter

dine svar

for ham er du patient

som enhver anden

han er blind for dig

jeg kan ikke nære mig:

ved Miroslav at du er hans kollega

dit blik gør mig lyntavs

jeg har ikke lært det endnu:

jeg er ingen

mit navn er Pårørende

men nu ser han efter

i papirerne

endelig ser han op

og tilbyder dig en behandlingsplan

der lyder som tre Treblinkaer

du nikker uden at blinke

og ser sindssyg rolig ud

store, lille du

jeg ser hen på sygeplejersken

hun noterer alting ned

når der er tavshed

ser hun på mig

som om jeg er virkelig

Miroslav skal være din kontaktperson

siger han

og giver dig sit visitkort

ordet kontaktperson

varmer i maven”

                    *

“Døden er blevet stamgæst

til måltiderne nu

jeg henter Crémanten

og lægger den på køl

med sløjfen på

den skal vi kværke

når du er igennem behandlingen

siger jeg

du ser naturvidenskabeligt på mig

jeg er bare en humanist

og ved ikke en skid

men man kan godt svæve over afgrunden

uden at vide det

vi ved ikke en skid siger jeg

du gider ikke høre

på mit pis”


“INGEN HAR ORDET – En pårørendefortælling” eksisterer også i en version af kortprosa, der er undervejs med at finde sit forlag.

I forbindelse med festivalen HVOR REGNBUEN ENDER blev et uddrag af monologen opført på den 3. festivaldag, torsdag den 11. august 2020 i Global Art Gallery i Vanløse af Lise Kamp Dahlerup.  

Hør uddraget her > 

Som optakt til festivalen optog arrangøren Michael Svennevig (forfatter/dramatiker) en podcast om at blive pårørende med uddrag fra monologen.

Hør podcasten her > 

Se blogopslag om medvirken på festivalen >