Bogens Liv

INGEN HAR ORDET er en lille og fin fortælling og kortprosa af Birte Kont. Det er en fortælling om at være tæt på et menneske med sygdom. Og det er en bog til dig som pårørende til en sygdomsramt.

Der er 700.000 danskere, der er pårørende til en person med alvorlige helbredsproblemer, og derfor kan det sagtens være, at denne bog rammer lige netop dig!

Dette er en meget personlig fortælling, og det er en fortælling, hvor vi bliver lukket helt ind i de dybeste tanker, som jeg-fortælleren gå rundt med.

Der er ingen navne givet i bogen, der derfor er skrevet som du, jeg, vi og os. Det betyder blandt andet, at bogen kommer til at virke endnu mere personlig, og dermed også kan være en god hjælp for dig der måske står i samme situation som jeg-fortælleren i “ingen har ordet”.

På sine blot 84 sider, kan denne bog næsten bruges som opslagsværk, hvor du kan slå op i lige netop den situation du har brug for at opleve eller se på med andre øjne.

INGEN HAR ORDET er en sød, lille fortælling om livets op- og nedture, når man er pårørende til en sygdomsramt. ****

– Line Lindstrøm, Bogens Liv

Spot-on, tankevækkende og fængende

“Dit blik gør mig tavs. Jeg har ikke lært det endnu. Jeg er ingen, mit navn er pårørende…”

I bogen følger Vi jeg-fortælleren, da hendes mand rammes af en livstruende sygdom, samt under og efter forløbet.
Den “usynlige” rolle som den pårørende er for omgivelserne, istedet for at den enorme ressource, der er tilstede, men som overses langt hen af vejen.

“Det er svært at være ene om at være to,…”

Som perler på en snor, leverer Birte Kont i små bidder livet som pårørende, med de op og nedture der medfølger. Det er man ikke i tvivl om, når den læses, for man rammes, når man selv har stået der.

På blot 84 sider, fordelt på små afsnit. Formår Birte Kont med denne lille fortælling, der både virker personlig, rørende og indsigtsfuld, at komme godt rundt om emnet. Desuden er sproget både letlæselig og farverigt, hvilket gør den utrolig læseværdig.

Denne bog kan klart anbefales til mennesker tæt på en sygdomsramt, om det så er som pårørende eller fagperson. Egentlig er mange af narrativerne så ens med andre pårørende grupper, at jeg vil anbefale den til alle pårørende.

En realisme, der ikke får nok taletid. Så TAK!

– Susanne Wiinberg Mortensen, Bogglæde

IINGEN HAR ORDET er en imponerende kortprosasamling udgivet på Forlaget Brændpunkt i indeværende år. Undertitlen er en pårørendefortælling. Det starter med en lynlås, der har sat sig fast (s. 9) og ”som om ingen verdens ting.” Jeg-fortælleren skriver om sin syge mand, der er læge: ”…jeg ville være flyttet med dig til verdens ende, hvis den fandtes. Verdens ende findes.” (s. 10).
Det ordløse spiller en stor rolle i fortællingen, som når der er ”flere undersøgelser, mere ventetid, mere uvished, alt for meget af det, der har stukket sin kile ind imellem os.” (s. 13)
Det er tematisk for samlingen, når jeg-fortælleren skriver: ”Jeg har ikke lært det endnu. Jeg er ingen, mit navn er Pårørende.” (s.17)
Verden har ændret sig fuldstændig: ”Døden er blevet stamgæst til måltiderne nu…” (s. 21). Næsten midtvejs inde i bogen vender verdens ende tilbage igen: ”Jeg ligger i mørket og lytter til din søvn.
Jeg har set verdens ende, jeg vil ikke se det, men jeg kan ikke slukke for det, alle de tanker, en krig indeni, jeg kæmper på alle fronter, drone, guerilla, skarpladt, jeg falder.” (s. 26)
Humoren er sine steder ætsende. Den er både til gården og galgen: ”Foran et udstillingsvindue med luksusdobbeltsenge på udsalg står jeg helt stille, på skiltet står der, at der er femten års garanti.” (s. 27) eller mere spiddende: ”Efter fem narkoser mere kan du snart bruges til sæbe, siger du og overgiver dig til sondekost.” (s. 68)
Det er tematisk, når der står: «Hvor svært og ensomt det kan være at være rask i parforholdet. Når den anden ikke er det.” (s. 35)
For hvad betyder det egentlig at være pårørende, og hvad har man brug for som pårørende? Birte Kont illustrerer det, når hun om en anden skriver ”at hun giver mig eksistens” (s. 37)
Hendes egen situation skildrer hun meget kortfattet med ordene: ”… jeg er fuld af glasskår” (s. 41) eller ”jeg græder glasskår.” (s. 56)
Der er i det hele taget mange glasskår i fortællingen. De glimter i solen og skærer sig ind. Ja, nogle af dem sætter sig fast og bliver usynlige. Men de skærer sig hele tiden dybere ind.
Birte Kont mestrer den kortfattede fortælling. Det destillerede og fortættede og især det usagte, der på smukkeste vis blev beskrevet i gennembrudsromanen ”En by i Rusland” (Gyldendal, 2011). Det er stadigvækden jødiske identitet, der er tilstede, selv om skyldkomplekserne ikke længere er tilstede som de var i afhandlingen, ”Skyldidentitet hos Franz Kafka” (Nansensgade Antikvariat, 2002). Og alligevel er der en jødisk tone, der går gennem teksterne. Ikke mindst i de opsummerende livsreflektoriske udsagn, som: ”Det er svært at være ene om at være to, men det er sværere at være dig. Det er svært at være menneske.” Det rimer lidt på det, som Primo Levi skrev, men er anderledes lyst funderet, for der tros på, at der er håb forude, selv om det holder hårdt. Det er der stadig, og der er udsigt til morgenluft. Men det har sin pris. Og den er ikke billig. Men der er også redningsplanker: ”I poesien finder jeg øjeblikke af ro og kan føle mig som en del af menneskeligheden.” (s. 59). Netop i dette citat kommer tekstens karakteristiske dobbelthed til udtryk, for rent sprogligt er det hele beskrevet meget enkelt. Sådan ser det i hvert fald umiddelbart ud, men enkelhed er altid noget af det sværeste. Enkelthed er det man kommer frem til, når alt det øvrige er skrællet væk. Det er derfor en fornøjelse at læse denne lysende tekst, der sine steder er sort som natten, men som alligevel insisterer på lyset.

Bogen kunne let være et indlæg i det kommunale forsøgsprojekt, som hovedpersonen omtaler og medvirker i, og det er gennem arbejdet i den gruppe, at hun første gang får oplevelsen af, at al hendes ”forkerthed” endelig bliver ”rigtig”, fordi hun får bekræftet at der også skal være plads til hende som pårørende på sine egne betingelser. Det beskrives med ordene: ”Hvis jeg tager over nu, svigter jeg dig, men hvis jeg ikke gør det, svigter jeg mig selv.” (s. 67). I bogens sidste del er vi tilbage ved begyndelsen: ”Jeg har set din verdens ende…” (s. 70) mens det mere profane: ”Men vi ved ikke en skid…” står og runger ud over teksten, men som læser føler jeg mig meget klogere efter endt læsning, og det takket være INGEN HAR ORDET af Birte Kont. LÆS DEN!

– Michael Svennevig, dramatiker og forfatter

BIRTE KONT ’INGEN HAR ORDET’

Alvorlig sygdom slår ned og splitter et ’vi’ i en diagnose og en pårørende. Den pårørende er den der følger med, bliver på parkeringspladsen, får en stol udenfor, bliver en usynlig. Men den pårørende er også den der skal varetage alle fællesopgaver alene, holde humøret og troen oppe, holde sammen på livet og behandlingen af diagnosen og passe på sig selv.
Det sidste er måske det sværeste.
Birte Kont har skrevet en gribende, præcis og lyrisk page turner om skyggelivet som pårørende.
Stærkt anbefalelsesværdig. Læs den inden du får brug for den.

– Birgitte Jørkov, Litteraturklubben på Facebook 2021

LEKTØRUDTALELSE

Om ”hvor svært og ensomt det kan være at være rask i parforholdet, når den anden ikke er det.” Pårørende kan finde trøst og spejling i denne rørende kortprosaroman om at føle sig udenfor, når ægtefællen rammes af livstruende sygdom.
”Nu kan jeg godt glemme alt, hvad der er gået forud, fra nu af er jeg pårørende.”
I kortprosa beskriver Birte Kont følelsen af at være usynlig, i sociale sammenhænge, i mødet med hospitalssystemet og ikke mindst i samværet med ægtefællen. Bogen henvender sig til ham i du-form, og sproget er poetisk og minimalistisk.
I korte prosastykker sætter BK ord på de svære følelser af afmagt og frustration, der opstår, når man skal være noget for den, man elsker, og samtidig passe på sig selv. Gribende scener om fx at føle skyld over selv at have skavanker, når det nu er ”dig der har diagnosen,” eller når hun mødes med vrede, når hun bare vil hjælpe. Sproget er behageligt lyrisk, og jeg er vild med de beskrivende sammensatte ord for relationerne, fx ”radiologsvigerdatterveninde.” Du-formen gør det til meget rørende og vedkommende læsning.

– Lektør Heidi Buur Pedersen